Siden hentes...

[da]

[en]





Menu

Artikler
* Healing & Healere
* Healing af Dyr
* Helsepyramiden i Jyllinge
* Højere Bevisthed
* Jagten på jordstråler
* Klog Kone
* Spirituel Vejledning
* Spitituelle Afrikanske Eventyr
Behandling
* Behandlingsmetoder
Undervisning
* Privat undervisning








Alt det Andet !

Den Naturmedicinske Hæderspris
* Den Internationale Naturmedicinske Hæderspris








Søg i artikler / ture











Info - Mobil version m.m.
Skriv til Casper  Webmaster
43caspersen@gmail.com
Føj til foretrukne  Foretrukne
Anbefal dette website til en ven  Anbefal
Se mobil Version   Se mobil Version








hjertestor_ico.jpgSpitituelle Afrikanske Eventyr

 

Spitituelle Afrikanske Eventyr

 

 

Historier for børn

af “Estelle”.

 

 

Dette er en samling små historier, skrevet af Arthur H. Garside, under inspiration af “Estelle”, hans åndelige guide.

 

 

 Forord

Arthur H. Garside, 99, Raath Str., Horison, Roodepoort, 1725, R.S.A. traf jeg i begyndelsen af 80'erne, da han var på besøg i Danmark og holdt foredrag, efterfulgt af trancetale. Han var hvid sydafrikaner og var allerede dengang en ældre mand, så jeg går ud fra, han ikke er mere.

 

Han havde i 1981 udgivet en lille bog: “Lysets Testamente For Den Nye Tidsalder” - dikteret telepatisk til ham i marts/april 1978.

 

Under sit ophold boede han hos en af mine gode venner, en ældre dame, som holdt meditation i sit hjem for en lille kreds. Hun inviterede os, medens Arthur Garside var her, og det var ved denne lejlighed, jeg fik et bundt maskinskrevne sider, som indeholdt de historier, han havde modtaget. Jeg lovede, at jeg ville prøve at oversætte dem, hvilket han blev glad for, og jeg fik lov til at gøre med manuskriptet, hvad jeg følte lyst til - det måtte bare ikke have noget med personlig vinding at gøre, hvorfor eventuelle penge skal gå til humanitære formål.

 

Jeg startede altså dengang, men det var betydeligt sværere, end jeg havde ventet, og det blev kun til 40 sider - siden har det ligget i mange år.

 

For nogle måneder siden følte jeg en stærk lyst til at gå videre, og nu er det endelig lykkedes. Det er en stor glæde for mig at kunne holde mit løfte, og jeg føler, jeg har fået megen hjælp til det.

 

Jeg er selv så glad for de historier, og det er mit store ønske, at de også vil glæde læserne.

 

Maj 2003

Else Ejlertsen.





“Lysets Testamente For Den Nye Tidsalder”

blev dikteret telepatisk til Arthur H. Garside i marts/april 1978.

 

Arthur var flere gange i Danmark i begyndelsen af 1980´erne.

I den forbindelse var “Lysets Testamente For Den Nye Tidsalder” blevet oversat til dansk.

 

Efter at jeg havde læst et eksemplar, blev jeg overrasket over at læse, at der stod om en metode, hvordan man kunne opleve bevidst kontakt og kommunikation med sin højere bevidsthed.

 

Nøjagtig samme metode som jeg i 1978 selv havde benyttet i min søgen om, at ville afsløre det alternative og det spirituelle som værende fup og svindel.

 

Metoden havde jeg aldrig læst eller hørt om, men den gjorde, at jeg blev uddannet til ”bevidst medie” af min højere bevidsthed.

 

Jeg troede ikke, at metoden var tilgængeligt for andre, når jeg aldrig havde hørt om den.

 

Jeg ønskede brændende at møde Arthur der boede i Syd Afrika.

 

Et ½ år efter ringede Edith (den rare ældre dame på 80 år der husede Arthur når han var i København), hun fortalte at Arthur var ankommet og i programmet var der nogle timer der ikke var programsat, - og om jeg ville have hans besøg.

 

Det var en kæmpe oplevelse, og at møde Arthur der var et ganske normalt uhøjtideligt menneske.

Lige som jeg, havde Arthur aldrig læst spirituelle bøger.

 

Han havde haft en lederstilling i en Syd Afrikansk diamant mine og levede et ubekymret liv med børn og en hustru som han elskede meget højt.

 

Da hans kone/hustru døde var Arthur utrøstelig.

Hver aften og nat skrev Arthur kærestebreve til sin afdøde hustru. Brevene lagde han bare væk.

 

En dag kom han til at læse dem – og opdagede at hans hustru havde svaret og skrevet beskeder til ham (godt nok var det hans egen håndskrift).

 

”Øvelse gør mester”, siger man. Arthur blev glad igen og ”samtalerne” udviklede sig til, at den højere bevidsthed i Arthur bad ham om at modtage budskaber til

“Lysets Testamente For Den Nye Tidsalder.”

Arthur H. Garside bad mig om, at distribuere “Lysets Testamente For Den Nye Tidsalder” så længe der er nogen der vil sponsorere udgivelserne.

 Juli 2009.

Casper Caspersen


 

 

Juleeventyret

 

 

Der var en landsby, som lå ved foden af et bjerg, og i denne landsby legede børnene altid med hinanden og havde det sjovt.

 

Harry var krøbling, for der var noget galt med hans ene ben. Han kunne ikke lege med de andre børn, så han sad altid på fortovet og kiggede på dem, og han ønskede sådan af hele sit lille hjerte, at han kunne være med, for han følte sig udenfor, og var utrolig ensom - og han kæmpede bravt for ikke at komme til at græde. Hans stolthed ville ikke tillade, at de andre skulle se, hvor elendigt han sommetider havde det.

 

Harry var en god dreng - men så fattig at hans forældre ikke havde råd til at give ham legetøj, som de andre havde. De havde ikke engang råd til at sende ham til en specialist for at få hans ben behandlet. Tiden slæbte sig af sted for den lille Harry, og julen var lige rundt om hjørnet.

 

Der var to brødre i denne landsby, hvis forældre var meget velhavende, så de to manglede ikke noget. De havde masser af legetøj og alt det, som børn kan ønske sig. De hed Tom og Georg.

 

Denne juleaften lå de i deres senge og hviskede sammen, for at deres forældre skulle tro, at de sov. De dirrede af spænding over, hvad vi ville finde af gaver julemorgen, når de vågnede, og de håbede, der ville være lige så mange som de andre år.

 

Natten var stille, og månen utrolig klar. Da den kom højere og højere op på himlen, trængte en månestråle ind gennem det åbne vindue, og drengene iagttog den søvnigt. Til deres store forbavselse så de pludselig en lille fe hoppe ned fra månestrålen. Hun havde en tynd, fin, hvid kjole på og havde sølvsko på sine små fødder, og i sin hånd holdt hun en tryllestav med en pragtfuld stjerne i toppen.

 

Tom og Georg var lamslåede og kunne ikke sige en lyd, men feen smilede så venligt til dem og sagde med en stemme, der lød som en lille sølvklokke, der ringede: “Hej, hvorfor

sover I ikke?” “Det vidste jeg nu godt, og det er derfor, jeg kom forbi for at tale med jer.”

Feen lo, og på engang følte drengene sig glade og lysvågne. “Jeg hedder Sylrene”, fortsatte feen, “og jeg vil gerne spørge jer om noget. I kender Harry, nede for enden af gaden, ikke? Ja, selvfølgelig kender i ham. Hvilken julemorgen tror I, han får i morgen? I to har snakket meget om, hvor dejlig en dag det bliver, men vil Harry få det lige så godt som I? Kunne I tænke jer, at han også får en dejlig julemorgen?”

 

Så mange spørgsmål. Men nu ville drengene sige noget, så Tom svarede: “Ja, vi vil gerne have, at Harry også får en god dag i morgen, men ærlig talt, så har jeg ikke tænkt på det. Vi ved, hans forældre er fattige, men hvad kan vi gøre ved det? Han er for stolt til at modtage noget af os. Vi har prøvet at give ham noget af vores legetøj, men han vil ikke tage imod det. Men vi kan godt lide ham, Sylrene, og vi håber, hans far og mor får råd til at give ham noget, han bliver glad for.”

 

“Godt!”, lo den vidunderlige fe. “Du kan sandelig snakke, og jeg er glad for, at I ikke er bange for mig. Hvis du mener, hvad du sagde, så kom I begge to med mig, så skal vi se, hvad vi kan gøre for Harry. Kom!”

 

Ivrigt sprang drengene ud af sengen og fulgte efter feen ud gennem vinduet og ned på gaden og hen til det sted, hvor Harry boede. De gik på tåspidserne gennem haven, fordi Sylrene lagde en finger på læben, som betød, at de skulle være stille. De kom op til hoveddøren, og Tom og Georg spekulerede på, hvordan feen ville komme ind i huset, for døren var sikkert låst. Men alt, hvad feen gjorde, var at bevæge tryllestaven en lille smule, så åbnede døren sig af sig selv. Drengene blev ellevilde og var lige ved at klappe i hænderne, som når en tryllekunstner har lavet et godt trick.

 

Forsigtigt gik de tre ind i huset, tog den rigtige vej til Harrys værelse og gik ind. Feen lukkede døren, bevægede sin tryllestav og sagde med rolig og naturlig stemme: “Det er i orden nu!, Harry vil ikke vågne foreløbig, og vi får travlt. Fortæl mig, hvad I mener, Harry kunne ønske sig til jul”.

 

Tom og Georg var allerede blevet kede af det, da de så, hvor fattig denne familie i virkeligheden var. Værelset var nøgent, intet gulvtæppe, intet bord eller garderobeskab, ingen stole, et eller to iturevne billeder på væggen, og på sengen, hvor Harry lå og rystede af kulde, var madrassen revet i stykker hér og dér, og et tyndt, lappet tæppe dækkede den lille sammenkrøbne fyr. De to drenge følte sig meget skamfulde, fordi de selv havde det så godt og aldrig manglede noget. De havde virkelig ikke anet, hvad fattigdom betød, og derfor ønskede de oprigtigt, at Harry ville få en pragtfuld jul med masser af gode ting.

 

Så fortalte de Sylrene, hvad de mente, Harry ville blive glad for, og medens de talte, bevægede feen bare sin tryllestav, så kom tingene frem. Allerførst blev gulvet dækket af et flot gulvtæppe, og så kom et nyt toiletbord og et garderobeskab med åbne døre, så Tom og Georg kunne se det nye tøj, der var i det. Harry ville aldrig mere komme til at fryse.

Det var vidunderligt, og børnene spærrede øjnene op af forbavselse hver gang, feen bevægede tryllestaven. Sylrene havde det dejligt. Der kom billeder i flotte rammer på væggene, og på toiletbordet lå der pludselig børste og kam og andre toiletting. På gulvet stod der nu pludselig en helt ny cykel i allersidste model med en skinnende klokke. Der var også en fodbold og et cricketsæt samt bue og pil og en masse andre ting, som en lille dreng ville blive lykkelig for. Sylrene var næsten ved at ødelægge Harry, og Tom og Georg var helt sikre på, at Harry ville få den allerbedste jul af alle børnene i landsbyen.

 

Til sidste stoppede feen men sagde, at der endnu var én ting, før alt ville være i orden. Hun bevægede tryllestaven for sidste gang, og drengene kunne næsten ikke tro deres egne øjne, da de så det mest vidunderlige lille juletræ stå i hjørnet af værelset. Oppe i toppen strålede en guldstjerne, og på hver eneste gren hang der skinnende juleting af en skønhed, som drengene aldrig før havde set - og aldrig havde kunnet forestille sig eksisterede. Fra mange af grenene hang der julepakker i strålende papir, og under træet var der pakker af godter, frugt, nødder, kager og andre spændende ting til at spise.

 

Sylrene lo, da hun så børnene stå måbende med opspilede øjne, og så gav hun tegn til dem, at de skulle gå ud af værelset, ud af huset og ud på gaden igen. Tom og Georg fulgte feen til deres eget hjem, og da de igen lå i deres senge, sagde Sylrene: “Mange tak for jeres hjælp, drenge! Ved I, at alt dette - I har set - aldrig ville være sket, hvis I ikke alvorligt havde ønsket det for Harry. Min tryllestav virker kun, når mennesker virkelig mener, hvad de siger - helt nede fra bunden af hjertet. Så da alle disse ting skete, når jeg bevægede tryllestaven, var det, fordi I virkelig har ønsket det. Jeg er meget glad, og I vil ikke fortryde, at I har hjulpet mig. Nå, nu må i sove, og velsignet være I begge!”

 

Drengene lagde sig lykkeligt til at sove. Sylrene bevægede sin tryllestav, og straks sov de begge fast. Feen smilede og forsvandt.

 

Næste morgen - julemorgen - sprang drengene ud af sengene samtidig og skyndte sig hen til pakkerne, der var lagt parat til dem. Efter at de havde åbnet dem og set de vidunderlige gaver, deres forældre havde givet dem, gik de ind i deres forældres soveværelse for at takke dem og ønske dem glædelig jul. Hvor var det en god familie.

 

Da drengene var klædt på, gik de ud for at slutte sig til alle de andre glade og leende børn, der allerede var ude. Tom sagde til Georg: “Drømte jeg sidste nat, eller så du også, hvad jeg så?” Georg svarede: “Jeg tror også, jeg drømte i nat, det var om en fe, som kom og tog os med til Harrys hus. Er det også, hvad du drømte?” “Ja, det var det, og feen sagde, hun hed Sylrene, og hun sagde også .....” Og så blev drengene klar over, at det ikke havde været en drøm, og de løb ud på gaden. De hilste glade på de andre børn og så deres gaver, og de viste også deres egne gaver frem.

 

Alle var glade og muntre, men pludselig holdt de inde og stirrede, for en cykelklokke ringede kraftigt, og op ad gaden kom - noget klodset - en ophidset dreng. Ja, det var virkelig Harry, som kom kørende på en splinterny cykel af allersidste model, og det kan slet ikke beskrives, hvor glad han var. Han lo og råbte af glæde på samme tid, og han kunne ikke få afleveret nyheden hurtigt nok. De andre børn samledes ivrigt omkring ham og stillede ham alle mulige spørgsmål, men Harry lo og løftede hånden for at få ro, og så fortalte han, at medens han lå og sov, om natten, havde hans forældre møbleret hans værelse med de flotteste møbler og billeder. Han var helt overstadig og tilføjede, at det måtte have været hans onkel i Australien, der var død, så hans far havde arvet sin broders store formue.

 

Så inviterede Harry alle børnene hjem til sig, fordi han havde noget, han ville give til hver eneste af dem. Tom og Georg så på hinanden og blinkede, og så lykønskede de Harry med hans held. - Vi ved godt, hvor disse ting kom fra, men hvis Harry er lykkelig og tilfreds, hvorfor skulle vi så fortælle ham, hvad der virkelig skete?

 

Og sådan gik det til, at Harry var i stand til at give alle børnene i landsbyen en gave for al den venlighed, de havde vist ham, - og den allerbedste nyhed var, at nu havde hans forældre råd til at tage ham med til en specialist i den store by.

 

Næste nat lå Tom og Georg i deres senge og talte om Harry og julefeen, og de bad om, at Harrys ben ville blive bedre og bede, så han rigtigt kunne nyde den første cykel, han nogensinde havde haft, - og også blive i stand til at spille fodbold med de andre.

 

Ja, det er nu alt sammen historie. Operationen blev en stor succes. Tiden løb, og Harry besøgte landsbyen for at takke alle børnene for al deres omsorg og gode ønsker.

 

Så lad os forlade denne glade dreng og hans drømme, og lad os høre lidt om Sylrene et øjeblik, for vi tror, at sådan en vidunderlig fe virkeligt eksisterer, og som kan bringe opmuntring til alle, som tænker på andre og ønsker at give noget til dem, som er mindre heldige end de selv. Og hvem ved, hvis du ikke bare tænker på dig selv men ønsker inderligt - rigtigt inderligt - så vil Sylrene måske en aften hoppe ind til dig fra en månestråle og få dig til at føle dig glad og lykkelig.

 

 

 

 

“Zing” - den nysgerrige stjerne

 

 

Har du nogensinde undret dig over “Zing”? Du har tit set hende, men måske har du ikke genkendt hende. Men nu skal jeg fortælle dig om hende.

 

“Zing” rejste en masse omkring, fordi hun var lykkelig i Universet. Hun sov altid i dagtimerne, fordi hun havde meget travlt om natten, hvor hun snakkede og plagede alle med forskellige ting. Hendes allerbedste tante var Moder Jord, og hun kom ofte for at snakke med hende. Hendes egen mor var Månen, men hun var ofte borte for at spille bridge eller sådan noget - i stedet for at våge over sine børn, som hun egentlig skulle. Hun havde så travlt med alt andet, og det var meget godt, at hendes husbond - Solen - ikke vidste noget om, hvad hun lavede. Det morede også Månen at pakke sine børn ind i skyer engang imellem, så de ikke kunne ses, når det var allermest mørkt om natten, men at blive pakket ind på den måde, det brød lille “Zing” sig bestemt ikke om.

 

En nat, da Månen var borte, kom “Zing” ned på Jorden til sin tante, og hun havde en lang snak med hende. Jorden fortalte “Zing” mange historier om, hvordan, galakserne var skabt - hvordan disse stjerner, sole og planeter bevægede sig rundt og rundt - og alt sådan noget begejstrede “Zing”, som var meget nysgerrig. “Zing” spurgte og spurgte sin tante denne nat, så Jorden var ved at blive vanvittig, - og så kom det vigtige spørgsmål: “Tante, hvor kommer jeg fra?” Jorden blev forvirret et øjeblik men blev så igen rolig og sagde: “Har du nogensinde set din far? - Nej, selvfølgelig har du ikke det, for du sover altid, når han kommer frem. Han sover en hel del også, lige som din mor gør det, men de gør det på skift. Din mor kommer helst om natten, og din far i dagtimerne. Men din far er meget magtfuld - og også meget streng - så det vil ikke være så godt, hvis han fanger dig ude af din seng, når han kommer over horisonten.”

 

“Hvad ville han gøre mig, tante, hvis han fangede mig ude af min seng?” “Hvad han ville gøre?” svarede tanten: “Du milde Himmel mit barn! Han ville skælde dig ud og give dig sådan en omgang, at du ikke ville være i stand til at sidde ned i en uge, og du ville aldrig glemme det, tro mig! Han bliver så vred somme tider, at han sender sådan en varme ned over os, så alt bliver hedt og tørt, og sommetider sender han i frustration så rigeligt med tårer ned over os, så vi bliver så forfærdeligt våde, når han ser så mange ulydelige børn, der opfører sig skammeligt. Han bruger så umådeligt store lommetørklæder til at pudse sin næse med, at vi slet ikke kan se hans ansigt!”

 

“Zing” blev, så hun dirrede, ved den slags tale, og hun tiggede og tiggede sin tante om at lade hende blive for at se sin far komme. Hun bad så indtrængende, at hendes blødhjertede tante ikke kunne få sig selv til at afslå hendes bøn, men hun advarede “Zing” igen om, hvad der ville ske, hvis hendes far fangede hende ude af hendes seng.

 

“Zing” omfavnede og kyssede sin tante af glæde, og de to pjattede og pjankede tiden væk, så Jorden pludselig udbrød: “Zing”, nu er din far ved at komme! - Se, hvordan himlen gløder i øst, det er din far, som står ud af sin seng - brummende som sædvanligt, tror jeg, men han kommer snart over det og viser sin glæde ved at stråle ned på os, så vi bliver helt gennemvarme. Jeg håber, at du ikke bliver, “Zing”, for du vil kunne gøre ham meget vred, og så vil han måske lukke op for varmen, og så vil vi alle komme til at lide under det, ikke?” Men “Zing” var så nysgerrig efter at finde ud af, hvordan hendes far så ud - og hun tænkte, at hun måske nok kunne snige sig væk uden at blive set. Lyset blev mere og mere strålende, og “Zing” måtte allerede knibe øjnene sammen, for hun var slet ikke vant til at se så stærkt et lys. Det blev stadig stærkere, og “Zing” begyndte at blive bange, for hun havde aldrig forestillet sig, at hendes far var så strålende.

 

“Du har slet ikke set noget endnu”, fortalte tanten. “Vent bare til han stikker sit hoved op over horisonten, så vil du få ham at se i al sin glans!”Mere bange end nogensinde før blev den lille skælmske og ulydelige stjerne, da hendes far begyndte at farve himlen i en strålende kulør, - og lige netop, da hans hoved kom til syne over horisonten, mistede lille “Zing” alt sit mod og styrtede over himlen - hjem i sin seng.

 

Hun så altså aldrig sin far, Solen, men om natten kan du - hvis du omhyggeligt studerer stjernerne på himlen - engang imellem se lille “Zing” styrte hen over himlen med sådan en fart, at hun efterlader sig en lang hale. Du kalder det et “Stjerneskud”, men det er altså bare lille “Zing”, den nysgerrige stjerne, der er ude for at finde noget nyt, som hun kan spørge sin tante om næste gang, hun besøger hende. Smil så til “Zing” og ønsk hende altid god rejse!.

 

 

 

 

 

Billys båd

 

 

Nede i en dal lå en hyggelig lille by. Gennem byen, som på alle sider var omgivet af høje bjerge, løb en smal flod, som man vidste, kunne forvandle sig til en brølende flod efter meget voldsom regn. Sidste gang, det var sket, var for mange år siden, så der var mange mennesker, der slet ikke huskede katastrofen og nu byggede deres huse helt nede ved flodbredden. Længere oppe ad floden udvidede den sig betydeligt, og på netop dét sted boede Billy. Hans far havde bygget et virkeligt smukt hjem på en bakketop med udsigt over floden, men i lidt afstand fra den. I kan tro, at Billy og de andre børn i byen elskede at svømme og lege i den rolige og stille flod.

 

Billy var en stærk fyr og så fuld af glæde, og hans forældre var meget lykkelige for ham. De var også genstand for misundelse fra mange ægtepar, som ikke selv havde børn. Han var utrolig populær, han var en formidabel svømmer og mægtig god til al slags sport.

 

Det var ved at være Billy’s fødselsdag, og hans far og mor kunne næsten ikke bevare hemmeligheden om, hvad han skulle have i fødselsdagsgave. De vidste, at det ville blive den største overraskelse i Billy’s liv. Men Billy selv tænkte ikke meget over, hvad han skulle have i fødselsdagsgave, og da han sagde godnat til sine forældre aftenen før selve dagen, faldt han hurtigt i søvn som alle andre sunde børn, der har haft en travl dag med at lege ude i luften eller i vandet.

 

Da Billy vågnede næste morgen, skyndte han sig at klæde sig på og gik ind for at sige godmorgen til sine forældre. Han kyssede dem inderligt og fik selv masser af omfavnelser og gode ønsker for fødselsdagen, før han satte sig til at åbne de mange pakker, han havde fået, både af sine forældre men også af andre slægtninge og venner, som alle havde så gode tanker om Billy. Sikken en bunke gaver, han havde fået! “Du milde Himmel!Hvor var han dog en heldig dreng, og han kunne næsten ikke styre sin glæde. Han var virkelig ophidset, og han lo og sprang rundt af glæde og anede ikke, hvad han skulle lege med først. Han takkede sine forældre igen og igen.

 

Efter en hurtig morgenmad bad forældrene ham om at gå over i garagen. Hans far og mor fulgte med, for de ville se hans ansigt, når han lukkede garageporten op. Og Billy’s ansigt var nok værd at se på, for han stod med vidtåben mund, fuldstændig stille og næsten ude af stand til at tro sine egne øjne.

 

Ganske, ganske langsomt nærmede Billy sig den mest vidunderlige båd, som stod på et stativ af træ. Aldrig havde han set noget så pragtfuldt. “Åh!” hviskede han med tårer i øjnene - ude af stand til at sige andet. Tavst så han hen på sine forældre, som smilede og nikkede til ham for at sige, at den båd tilhørte ham - hver eneste centimeter af den. Forsigtigt strøg Billy hen ad siden på den flotte båd, som han allerede elskede. På den måde, de blå linjer krydsede de stærkt gule, skilte den sig ud fra alle andre og var noget helt specielt i Billy’s øjne Drengen vendte sig og løb hen til forældrene og omfavnede dem og kyssede dem, samtidig med at han græd stille af glæde og ophidselse. Hvad ellers kunne sådan en dreng gøre, når han pludselig fik sådan en båd i fødselsdagsgave? - en båd, som han ofte havde ønsket sig men aldrig sagt det højt.

 

Så begyndte han at snakke og snakke om alle sine planer for dagen. Der var også et trailer-arrangement, som var kommet med båden, så uden større besvær blev båden anbragt i traileren, som så blev fastgjort til hans fars bil, og fuld af glæde og forventning kørte Billy og hans forældre ned til molen for at sætte båden forsigtigt i vandet. Det tog ikke Billy megen tid at få styr på årerne og ro båden frem og tilbage foran sine forældre, og snart roede Billy op og ned ad floden for at vænne sig til båden - den bedste fødselsdagsgave af alle. Efter en uforglemmelig formiddag på vandet blev båden kørt tilbage til garagen.

 

Dage og uger fulgte, hvor Billy bare var så lykkelig, så han delte sin båd med sine venner, og der var mange børn, som lærte at ro vældig godt under Billy’s årvågne blik. Billy selv blev ekspert i at betjene sin båd, og arbejdet med den styrkede hans muskler, som det også gjorde hos de andre børn, der jo var lykkelige for at ro sammen med ham på floden.

 

En meget hed og fugtig nat kom regnen! Nej, nej, ikke bare en almindelig regn, der stod på et stykke tid og så holdt op - for at efterlade alt våd, rent og køligt. Nej, et skybrud, som folk i byen aldrig havde oplevet før. Det begyndte ved midnat, hvor lyn og torden skabte så meget bulder, at ingen kunne sove. Regnen væltede ned i tykke tove og brølede, så man næsten ikke kunne høre, hvad man selv sagde.

 

Billy og hans forældre var oppe og klædt på, og de stirrede ud i stormen og var chokeret over, at en regnstorm kunne blive ved så længe og virke så skræmmende. Efter næsten 2 timer med dette vandfald, dukkede der en ny lyd op - en frygtelig støj, en dyb rumlende lyd, som fik én til at ryste af angst.

 

Hvad var det? Billy gik hen og lukkede et vindue op på bagsiden af huset og stirrede ud i natten. Lyden var meget højere og tydeligere nu, og pludselig vidste Billy, hvad det var: det kunne ikke være andet end floden, der var i oprør. Billy havde aldrig set denne flod opføre sig sådan før, men han havde hørt om det, og han havde læst om katastrofer, som ofte fulgte omvæltninger i naturen. Han kaldte på sin far og fortalte ham, hvad han troede. Hans far var enig med ham, - og så på én gang slog den samme tanke ned i dem begge: Hvad med alle de mennesker, som havde bygget deres huse på flodbredden? Hvor befandt de sig? Havde floden revet sine bredder itu? Var husene og menneskene sikre?

 

Billy’s far skyndte sig til telefonen og forsøgte at ringe til en af de familier, de kendte godt, men forbindelsen var åbenbart afbrudt, for der var ikke en lyd. Nu blev Billy og hans forældre virkelig forskrækket. Regnen stilnede af, men den brølende lyd fra den opsvulmede flod blev voldsommere for hvert minut.

 

Så kunne Billy ikke vente længere, han tryglede sin far om at køre båden ned til floden, så han kunne finde ud af, om alt var i orden. Han havde mange venner, der boede lige ned til flodbredden, og han var meget bange for deres sikkerhed. Hans far forstod ham, og de gik hurtigt over i garagen, fik traileren ud til bilen og kørte hurtigt ned til molen.

 

På vejen derned hørte de skrig fra desperate mennesker, der var i stor fare. Selve molen stod under vand, så Billy og hans far havde stort besvær med at få båden af traileren og ned i vandet. Vandet stod højt over den normale vandstand, og Billy var virkelig bange for sine venner. Billy’s far sagde, at han ville advare folk i byen, som boede i sikkerhed, og få dem organiseret til at tage imod de ulykkelige mennesker, når Billy kom ind med dem. Billy selv tog fat i årerne, og med vældige åretag pressede han båden op mod strømmen til det nærmeste hus. Han svarede på råbene fra folk, som sad på tagene, og efter forsigtigt at have nærmet sig dem, lykkedes det ham at få båden tæt nok til én, som kunne holde den, medens de andre hoppede ned i den. Billy roede dem ind til det nærmeste stykke land, hvor de stod af for at begive sig til rådhuset, hvorfra alt blev organiseret, og hvor man tog sig af dem. Så sejlede Billy ud igen med sin båd for at redde andre familier, og bagefter andre igen.

 

I mellemtiden var der kommet andre både til, som hjalp med i denne store redningsaktion. Da den sidste familie var bragt i sikkerhed, og alle var samlet i rådhuset, begyndte det at blive dag. Regnen var holdt op, og der var nu kun den frygtelige lyd fra floden.

 

Heldigvis begyndte floden at trække sig tilbage til sit normale leje, og folk begyndte at rydde op i deres ødelagte hjem, så godt de kunne. Ingen var forsvundet, eller var kommet alvorligt til skade, og alle i byen var enige om, at det udelukkende var på grund af Billy og hans far.

 

Der blev lavet en kopi af Billy’s båd, og den blev sat på et fodstykke og udstillet på rådhuset, som en påmindelse for alle om det fantastiske redningsarbejde, den havde deltaget i.

 

Børnene fortsatte med at have stor glæde af Billy’s båd, som aldrig siden blev sat på sådan en opgave, som kunne være blevet en tragedie for mange mennesker.

 

 

 

 

 

 

Et par sko

 

 

Et par brune sko - meget kostbare - lå tæt op ad hinanden i deres æske på en hylde i forretningen. Der var selvfølgelig mange andre par sko, men især dette specielle par havde været meget stolte, da de blev fremstillet, fordi de troede, de var det flotteste par i hele verden. Men hvad skete der med dem? Næsten hver eneste time stod en kunde med disse sko i hånden, de blev knebet, bøjet, undersøgt, kritiseret - og så lagt tilbage. Det gentog sig hver dag, så efter nogen tid var der ingen stolthed tilbage, for de blev hverken købt eller brugt. De græd sammen om natten, når der var helt stille omkring dem, for de følte, at de nok ikke var så gode alligevel.

 

En dag kom en dame ind i forretningen for at købe et par sko til sin søn - en surmulende, rødhåret knægt med et truende blik - og et meget kedeligt udtryk ansigtet. Han så noget hårdkogt ud, og han vred og klemte de brune sko, så de trykkede sig dybere ned i deres æske og bad til, at de ikke skulle sælges til denne dame. De sko, drengen havde på, var blevet kastet omkring, så tåsnuderne var gået i stykker, hælene trådt ned og sålerne var næsten revet af. “Åh, nej! Sælg os ikke til denne dreng!” bad skoene stumt. Men selvfølgelig tog damen dem ned, undersøgte dem nærmere og sagde til sønnen, at han skulle prøve dem. Damen så meget velhavende ud, og drengen så ud til at være fuldkommen ødelagt.

 

Skoene passede perfekt, og så måtte de forlade hylden i forretningen, hvor de havde lært så meget om den menneskelige natur. Drengen gik ud af forretningen med sine nye sko på, og det allerførste, han gjorde, var at sparke til postkassen, da han gik forbi. “Av!” skreg den ene sko, som havde fået et ordentligt stød. Den anden sko blev den næste, der fik et stød, for der var en dåse på fortovet, og drengen sparkede til den, så hårdt han kunne. Åh, hvilken forfærdelig fremtid lå der ikke foran disse to sko!

 

Om natten, da de lå tæt ved hinanden i drengens værelse, græd de af selvmedlidenhed, for de vidste, at de gik en meget hård tid i møde hos denne rige dreng, som ikke så ud til at være den mindste smule interesseret i sit tøj. Men hvorfor skulle han også det, når hans mor gav ham alt, hvad han forlangte?

 

Den ene dag gik efter den anden, og skoene blev sparket rundt omkring, forfærdeligt slået mod sten og klipper, indtil sålerne begyndte at gå i stykker. Hvor de dog græd bittert, især da de blev sendt til en skomager, som pressede dem gang efter gang, skar dem hér og dér for at give dem nye såler og reparere overlæderet. Drengen gad ikke bekymre sig om sine sko - sådan var det bare.

 

Men en dag, da familien var på udflugt nede ved floden sammen med flere andre, og hvor alle morede sig, kom de brune sko rigtigt gennem skærsilden. Drengen spillede fodbold sammen med nogle andre, og det så ikke ud, som om det betød noget, hvad han sparkede til. Børnene lo under deres leg, men de brune sko var helt mørbankede. Dette var sandelig den allerværste dag, de havde oplevet, og det var virkelig en stor lettelse, da drengen sparkede sine sko af ind i en busk tæt ved og løb af sted på bare fødder for at soppe i vandet. Hele dagen lå skoene sammen i det varme solskin, og de bad inderligt til, at drengen ville glemme dem.

 

Deres bøn blev hørt, så det ud til, for selskabet tog af sted, da solen gik ned, og skoene lå stadig i busken - i fred og ro. Hvilken lettelse!

 

Og nu gik der både dage og nætter, med varmt solskin, blæst og støv og fugtige nætter, og skoene begyndte at tørre ud, at rynke, bøjede sig og blev hårde. Sikken en forskel fra få uger tilbage, da de lå på den store hylde.

 

De brune sko blev rigtig bange, fordi de nu troede, at ingen nogensinde ville finde dem, eller måske ville der komme nogle dyr forbi, som ville æde dem. De var så nervøse, når de talte sammen, fordi de hele tiden tænkte på alt det forfærdelige, der kunne ske dem.

 

Så kom en hyæne forbi, den snusede efter noget, den kunne tygge på. Den kom helt hen til de to sko, som fortvivlet forsøgte at krybe væk fra den, og de skreg højt, at den skulle lade dem være i fred. Men hvad tror du? Ikke engang hyænen ville se på skoene en gang til, og det var næsten den største fornærmelse, de nogensinde havde oplevet. Hvor var de dog sunket dybt i deres egen agtelse, og de græd i deres ulykke over, at ikke engang et vilddyr var interesseret i dem. De var helt fortabt, og de opgav at være noget som helst værdifuldt.

 

Så en dag, da skoene var lige ved at opgive ævred og lægge sig til at dø, kom der en meget fattig mand forbi. At dømme efter hans tøj, der var lappet på kryds og tværs, så han ud til at være en tigger. Og han var helt krumbøjet af alder. Han gik hen til skoene, samlede dem op og puttede dem forsigtigt ned i en sæk, som han bar over skulderen. Skoene tog sig ikke meget af det, for de havde ikke nogen stolthed mere, de havde helt givet op. Der var ingen, der nogensinde kunne gøre noget for dem nu, tænkte de, så det hele var lige meget.

 

Tiggeren tog så skoene med hjem til et meget fattigt sted, hvor han væltede alle de sager, som han havde samlet, ud på gulvet. Ud faldt så også skoene. Han tog dem op og undersøgte dem nærmere. Skoene jamrede højlydt, da han bøjede dem - først den ene vej og så den anden vej - bankede dem på en træbænk og trak i dem, og så lagde han dem til side. “Jeg tror godt, jeg kan få noget ud af disse sko”, mumlede manden så stille, at skoene ikke rigtigt kunne høre ham, “og mit barnebarn vil være lykkelig for at få lov til at skære dem i stykker”. Ved den nyhed begyndte skoene at få håbet tilbage, og de så på hinanden og smilede lidt med tårer i øjnene. Var det virkelig muligt, at de kunne blive til nytte igen? Åh, hvor de dog bad til, at det ville blive sådan, for

de var stadig gode, stærke sko, som var fremstillet af de dyreste materialer.

 

Manden fandt noget smørelse af en eller anden slags og begyndte at arbejde på skoene. Hver dag masserede han dem, polerede dem og bøjede dem bagover og forover - ganske forsigtigt - så han ikke ødelagde dem endnu mere, - og ganske langsomt begyndte skoene at få liv igen, blev mere og mere smidige og mere og mere skinnende. Tiggeren var en mand, som aldrig havde haft ret meget i sit liv, og nu havde han fundet et flot par sko. Han havde givet sig tid til at behandle dem, så de havde fået deres flotte udseende tilbage, - nu kunne de bruges.

 

Man kunne nu dagligt høre skoene synge og le, da de blev klar over deres store held. Tilbage var der dog en lille angst for, hvordan drengen, som de var blevet gjort fine til, ville behandle dem, når han tog dem på. Ville han smide med dem, som den anden dreng gjorde? Det var det store spørgsmål. - Og så oprandt den store dag.

 

Tiggeren tog skoene, som nu var nydelige og skinnede flot af sværte, og var så gode som nye, og han gik ud på gaden. Han kom til et hus og bankede på døren. Hans datter kom ud, en dame, som tilsyneladende ikke tilhørte den velhavende klasse, men hun smilede glad og gav sin far en kærlig omfavnelse. Han blev inviteret indenfor, og datteren fik øje på æsken, som han bar så forsigtigt, og hun blev meget nysgerrig og spekulerede på, hvad der mon var i den.

 

Og så kom en dreng styrtende ind og slog sine arme om den gamle mands nakke og knugede ham ind til sig, samtidig med at han lo af glæde. Hvor var drengen dog lykkelig for at se sin bedstefar, som han elskede meget højt, det kunne man straks se. Tiggeren rakte æsken til drengen og sagde: “Hér, John! Jeg har en gave til dig, og jeg håber, du bliver glad for den!” Fuld af spænding åbnede damen og drengen æsken, og så måbede de begge to. Åh, sikken dog et pragtfuldt par sko!Nede i æsken lå de brune sko helt stille og så forsigtigt op på deres nye ejermand. Da de så de glade tårefyldte øjne i drengens ansigt, knugede de sig ind til hinanden af glæde, for de vidste helt sikkert, at denne dreng var helt anderledes end han, der først havde ejet dem.

 

Og på den måde kom de brune sko til at tilhøre en lille fattig dreng, som aldrig havde haft så fine sko. Han ville være forsigtig med ikke at gøre dem ondt på nogen måde.

 

Skoene fik lov til at leve, til de blev meget gamle, for de gik i arv fra den ene fattige dreng til den anden, og der blev passet på dem, som var de meget, meget værdifulde. Hvor var det dog forskelligt fra den måde, de var blevet behandlet på af den rige, ødelagte dreng, som overhovedet ingen respekt havde for det tøj, han fik så meget af.

Og dette er så historien om de brune sko, som måtte gennemgå så meget ondt, men som nu var så fulde af glæde, fordi de vidste, de altid var i gode

Hænder og aldrig mere ville blive misbrugt.

 

 


 

 

 

Fiskeungen Freddy

 

 

Hr.og fru Fisk havde mange børn, og de levede for det meste lykkeligt sammen i deres familie. Men der var en fiskeunge, som hed Freddy, og han var meget ulydig og uartig, for han mente at vide alt, så ingen skulle komme og fortælle ham noget! Derfor brugte herr Fisk megen tid på at holde øje med, at han ikke kom noget til.

 

En vidunderlig varm dag blev det bestemt, at familien Fisk til en forandring skulle på en tur op ad floden. Hr. Fisk advarede sine unger mod at spise noget som helst, de ikke kendte, og sagde, at de især skulle tage sig i agt for fiskere, for de sænkede fristende ting ned i vandet for at få fat på de fisk, der ikke var forsigtige.

 

Som sædvanlig hørte Freddy overhovedet ikke efter. Han var aldrig blevet fanget og mente, det var, fordi han var meget dygtig, eller i hvert fald dygtig nok til at klare en dum fisker.

 

Mange gange kom hr. Fisk langs rækken af unger for at se, om de alle sammen fulgte med - men det var faktisk mest for at se, om Freddy stadig var med. Freddy var allerbagest og lavede ikke besvær, så hr. Fisk tænkte, at han nu endelig havde besluttet sig til at lytte til sin far.

 

Hr. Fisk svømmede så frem foran hele rækken, da floden nu krummede, og Freddy styrtede af sted på opdagelse. Hov, hvad er dog det dér, som dingler foran ham på hans vej? Det vred og drejede sig så fristende, at Freddy nær havde grebet det uden at tænke sig om. Lige, da han skulle til at åbne sin mund for at sluge ormen, opdagede han noget, som glimtede, og pludselig huskede han, hvad hans far havde sagt om fiskere. Derfor svømmede Freddy rundt om denne vrikkende orm og undersøgte den omhyggeligt og opdagede så en måde, han kunne tage ormen af krogen på. Han nippede meget forsigtigt i ormen og trak lige så forsigtigt i den. Da fiskeren rykkede lidt utålmodigt i linen, kom ormen fri, og ind i Freddys mund. En anden orm kom hurtigt på krogen og blev sænket ned i vandet, og Freddy lavede det samme trick igen. Det var sjovt! Freddy lo lykkeligt ved sig selv ved tanken om, at han helt havde gjort den dumme fisker til grin.

 

Men fiskeren var en dreng, og han var ikke dum men derimod meget klog, og han tænkte ved sig selv: “Nå, vi har nok at gøre med en klog fisk, hvad? Godt, lad mig så se, hvor klog den egentlig er!”

 

Drengen sænkede så den ene orm efter den anden ned i vandet, og Freddy nød festmåltidet og lo ad den dumme fisker, som han troede, han holdt for nar. Men, hvad Freddy ikke opdagede, var, at hver gang, der kom en ny orm ned, måtte han svømme lidt højere op mod overfladen for at få fat i den. Ved næste kast stod han parat med sit net, og så ville han have Freddy lige dér, hvor han ønskede ham. Så da Freddy nippede efter ormen, lød der et plask i vandet, og den lille fisk havnede sikkert i en lille skål vand og så en dreng over sig, som altså havde været klogere end han selv.

 

Freddy græd og græd, medens han svømmede rundt som en vanvittig i sit fængsel. Men der var ingen vej ud for ham. Det begyndte at storme, og regnen skyllede ned, og fiskerdrengen snuppede skålen med den lille fisk og skyndte sig hjem. Hvor det dog stormede! Da drengen kom hjem, var han dyngvåd, og hans støvler var helt fyldt med vand, så han løb indenfor og satte skålen i vindueskarmen, og så løb han ovenpå for at skifte tøj.

 

Freddy svømmede stadig rundt og rundt og kiggede længselsfuldt ud af vinduet mod floden, som var der ét eller andet sted. Åh, hvorfor havde han dog ikke hørt efter, hvad hans far sagde? Nu var det for sent, og Freddy græd i sin sorg og lovede, at han aldrig mere skulle være ulydig mod sine forældre, hvis han dog bare kunne komme tilbage til floden.

 

Men så skete der noget forfærdeligt! Hvad var dét, der kom tværs over gulvet i spisestuen, og med stirrende øjne betragtede den lille fisk i vindueskarmen? Det var en kat, der kom listende, og den havde kun ét ønske i sit hoved, og det var at få fat i den hjælpeløse fisk og få sig et dejligt måltid mad!

 

Stakkels Freddy var slået med panik og vidste pr. instinkt, at denne kat ikke ville ham noget godt. Det åbne vindue var lige bagved Freddy, men hvad hjalp dét, når han ikke kunne komme ud af skålen og flygte?

 

Katten sprang op i vindueskarmen og pjaskede sin pote ned i skålen - med alle kløerne strittende - for at gribe fisken. "Den pote er værre end nogen jernklo", tænkte den ulykkelige fisk. Freddy undgik disse klør gang på gang, men han vidste inderst inde, at det bare ikke kunne blive ved, og at katten før eller senere ville få fat i ham.

 

Netop, da fisken følte, at nu kunne den ikke svømme mere, kom fiskerdrengen ind i værelset og så straks hen mod vinduet og opdagede, hvad der var lige ved at ske. Han råbte til katten, at den skulle forsvinde fra fisken, og han styrtede tværs over gulvet, gled i et tæppe og faldt ind over vindueskarmen. Han ramte skålen, så den faldt ud af vinduet og knustes mod fortovet. Freddy blev slynget væk og gled af sted i voldsom fart, indtil han havnede i den skvulpende rendesten. Han blev hurtigt slynget længere og længere ned, og det var faktisk meget bedre end den væmmelige kats klør. Videre og videre svømmede Freddy, og pludselig - hvor vidunderligt! - tømtes rendestenen ud i floden - et kendt sted for den lille fisk.

 

Åh, hvor var den dog taknemmelig, medens den svømmede omkring for at lede efter sin familie - og kom lige i rette tid til at følge med rækken af søskende, før hans far kom ned langs rækken for at se, om alle var med.

 

På den uskyldige måde, Freddy svømmede, skulle man ikke tro, at han havde oplevet et eventyr, som nær var end i en tragedie. Han var nu et billede på uskyld, og hans far fandt aldrig ud af, at hans ulydige unge havde forladt familien for et stykke tid og havde lært en lektie, han aldrig ville glemme.

 

Og det var så historien om Freddy, fisken som ikke længere mente, at han vidste alt, og som holdt det løfte, han havde givet sig selv, da han svømmede rundt i den lille skål, nemlig at han aldrig mere ville være ulydig overfor sine forældre.

 

 


 

Musikkonkurrencen

 

 

Stakkels Cecilie var meget utilfreds med sig selv, fordi hun ikke kunne spille et bestemt stykke musik helt korrekt, selv om hun havde øvet sig i lange tider. Meget snart ville der komme en bedømmelseskomité til byen, og denne fregnede 13 år gamle pige ønskede sådan at gøre det rigtig godt.

 

Men der var jo ingen grund til at græde over det, vel? så Cecilie måtte bare øve sig mere og mere på sine øvelser hver eneste dag og så håbe på det bedste. Hun plejede at være en glad pige, hendes lyse hår var bundet som en hestehale i nakken, og den hoppede op og ned, når hun løb og legede med de andre. Men dette stykke musik, som var valgt til musikkonkurrencen, dét var nu grænsen! "Hvorfor havde man ikke valgt noget, der var enklere og lettere? Skulle det absolut være det allersværeste i verden?" tænkte hun bittert, da hun sørgmodigt traskede af sted til skole. Hun hilste ikke på de andre, som hun ellers altid gjorde, men kiggede bare ned i jorden, og det var så derfor, hun fik øje på en lille fugl inde ved hækken, som så så elendig og håbløs ud.

 

Cecilie mente, den måtte være faldet ud af reden, så derfor kiggede hun ind i hækken, hvor hun hurtigt fandt den. Ganske forsigtigt løftede hun fuglen op i reden. Bagefter følte hun sig meget bedre tilpas, og hun næsten løb resten af vejen til skole.

 

Hendes tanker vendte hele tiden tilbage til musikkonkurrencen, og da skolen var forbi, var hun igen i ret dårligt humør. Da hun kom hjem, gik hun straks hen til klaveret og spillede nogle stykker musik, hun holdt meget af, og som hun kunne udenad, og derfor spillede godt og let.

 

Hun blev lidt roligere, og da hun spillede ganske stille, hørte hun pludselig en fugl, der kvidrede udenfor vinduet. Hun holdt op med at spille et øjeblik for at lytte til fuglen, for der var noget anderledes ved den sang, fuglen frembragte - en tone, hun aldrig før havde hørt fra en fugl. Hun følte sine fingre dirre, en kriblende følelse, som ikke ville forsvinde, selv om hun masserede fingrene.

 

Endnu engang prøvede hun at spille det stykke, hun skulle kunne til bedømmelsen, men hun kunne stadig ikke spille det ordentligt, så hun var ved at græde af nervøsitet. Prøven skulle foregå den næste dag, og nu begyndte Cecilie at blive bange. Hun kendte melodien udenad, men hver gang, hun prøvede at spille den igennem, lavede hun fejl efter fejl.

 

Og nu var der også en anden ting, der bekymrede hende, nemlig den kriblende fornemmelse i fingrene - akkurat som blev hun stukket med nåle, sådan var det. Hun beklagede sig over det til sin mor, men hvad kunne hun gøre ved det?

 

Den næste dag tog familien af sted i god tid for at høre Cecilie spille. Lydia, Cecilies søster, forsøgte at give hende mod, og det gjorde forældrene også, men den stakkels pige var næsten ødelagt af nervøsitet, da de ankom til den store sal.

 

En efter én gik de andre elever op på scenen, og det lød for Cecilie, som om de alle spillede dette svære stykke som specialister!

 

Til sidst blev det hendes tur. Hun måtte tvinge sig selv til at gå op på scenen, og hun begyndte straks at ryste af angst, og det ville få hende til at virke som et håbløst fjols - og hvorfor ville de dumme fingre ikke holde op med at dirre? Fornemmelsen af at blive stukket med nåle var nu værre end nogensinde før, og Cecilie gned sine fingre desperat, da hun satte sig ned foran klaveret. Hun så elendig ud, kunne familien se.

 

Det var så tåget for hendes øjne, så hun næsten ikke kunne se tangenterne - og så - helt uden grund, huskede hun den kvidrende fugl udenfor vinduet derhjemme. Da hun tænkte på fuglen, følte hun sig ganske rolig. Hendes hjerte holdt op med at hamre som et par trommestikker, og hun anbragte ganske roligt sine dirrende fingre på tangenterne.

 

Hun begyndte at spille, og salen blev pludselig stille. Hér var noget helt usædvanligt ved at ske, så tilhørerne holdt op med at krølle og rasle med papir, og gav sig i stedet til at lytte intenst.

 

Musikken trængte ud under Cecilies fingre - først ganske sagte, men så højere og højere, den flød fra hendes dirrende fingerspidser, der bevægede sig meget hurtigt. Hun så overhovedet ikke på noderne, for hun kendte hver eneste af dem udenad, og hun syntes pludselig at mærke, hvad komponisten havde haft på hjerte, da han skrev musikken. Åh, hvor hendes fingre dog fejede over tangenterne. Dette stykke musik var aldrig før blevet spillet på denne måde, og da den sidste accord blev spillet, var der dødsstille blandt tilhørerne --- og så brød en øredøvende klapsalve løs med råb og fløjten, selv om de fleste slet ikke kunne få en lyd frem.

 

En fortumlet Cecilie rejste sig langsomt og bukkede automatisk for juryen -- og så brød et næsten hysterisk publikum, som simpelthen ikke kunne styre deres følelser - ud i endnu vildere klapsalver. De havde rejst sig, og den fortumlede Cecilie så ned på sine familie og opdagede, at de også stod op smilede og lo og klappede og råbte og skreg sammen med resten af tilhørerne.

 

Hvordan pigen kom ned fra scenen uden at falde, forstod hun ikke, for hendes knæ føltes som gelé - men hun følte sig meget glad, fordi hun i hvert fald ikke havde gjort sig selv til grin - og det var dét, der betød mest for hende.

 

Hun blev omfavnet og kysset af hvert eneste familiemedlem, og hun forstod ikke, hvad al den ståhej betød. Det kunne i hvert fald ikke være på grund af hendes spil, mente hun. Og så kom juryens beslutning, hvilket udløste enorme klapsalver igen - endnu vildere end før.

 

Ja, Cecilie havde vundet konkurrencen, og det var en lykkelig pige, som vendte hjem den dag.

 

Aviserne var fulde af lovprisning for Cecilies spil, og det var lige ved at vende op og ned på den stakkels pige Hun kunne ikke forklare nogen, hvad der var sket, men på vej til skole den næste dag, kom hun til det sted, hvor den lille fugl havde ligget, og pludselig hørte hun en kvidren inde i hækken - med den særlige tone, som hun havde lyttet til den anden dag. Cecilie kiggende ind i hækken for at se, hvor sangen kom fra, og dér sad den flyvefærdige fugl i reden, og på redekanten sad en af dens forældre og kvidrede muntert.

 

Så følte Cecilie igen - men kun meget let denne gang - den samme sitren i sine fingerspidser, og hun spekulerede over det. Hun smilede til den kvidrende fugl og løb af sted til skole - ikke længere i tvivl om, hvad der var sket. Hun vidste, at den fugl havde noget at gøre med hendes spil ved konkurrencen, og det var alt, hvad hun brød sig om at vide.

 

Det var en vidunderlig dag for Cecilie, og moralen i denne historie er, at én god gerning fortjener en anden, mener du ikke også det?

 

 

 

Arnold’s gave.

 

Det var ikke så længe siden, Arnold’s familie flyttede til en lille landsby ved foden af et mægtigt bjerg. Landsbyens beboere kom godt ud af det med hinanden, og børnene legede fint sammen, skænderi mellem de unge var uhørt, og det må du indrømme, er usædvanligt!

 

Arnold var 10 år gammel, han var fyldt med fregner, havde opstoppernæse, dybblå øjne, som så direkte på dig, håret var kastaniebrunt, og han havde et vidunderligt smil, som viste hans snehvide tænder. Han var ikke stor af sin alder og egentlig ikke noget særligt, men han passede godt sammen med de andre børn i landsbyen, selv om han ikke var vokset op sammen med dem. Han lo meget og sendte sit glade smil til alle og enhver, så det var ikke så underligt, at han var alles favorit - både de unges og de ældres.

 

En af de større børn spurgte Arnold en dag, om der var noget, han var specielt god til, om han var god til at spille, o.s.v. “Jah, jeg kan så meget, jeg kan lide alle slags spil, men jeg er ikke speciel god til det, jeg elsker at svømme, selv om jeg må indrømme, at jeg svømmer forfærdeligt, “Røver og Soldater” kan jeg godt lide at lege, men jeg er ikke særlig hurtig, og så kan jeg lide at strejfe om i skove og på marker, for dér er der altid noget nyt at finde, - og så kan jeg lide at være sammen med andre, specielt med unge”.

 

Arnold var accepteret, og han var med i alt, hvad de andre børn legede - og det var sandt, hvad han sagde, han brillerede ikke i noget som helst. Arnold syntes at være helt normal på enhver måde - men alligevel var der noget anderledes ved ham. Hvad var det?

 

Var det, fordi han lo så meget og altid lavede sjov med alvorlige ting? Eller fordi man næsten aldrig så ham surmule? Var hans glade udseende og måde at være på helt ærlig, eller var det en slags maske, han bar, for at gøre indtryk? Man havde aldrig set et barn i landsbyen, der var som Arnold - lidt speciel. Forældrene stolede blindt på ham og man lagde mærke til, at hvis nogle børn spillede i to hold mod hinanden, var det altid Arnold, de bad om at passe på deres værdifulde ting. “Hold lige dét her for mig, vil du ikke nok, Arnold?” eller “Åh, Arnold! grib lige det hér og hold det for mig til efter spillet!” Det var, hvad man altid hørte, og Arnold var munter og glad og adlød altid. Han havde en meget fin karakter.

 

Dagene gik roligt og fredeligt, men en dag, medens børnene klatrede op ad bjerget, mistede en lille fyr fodfæstet og faldt. Han blev forrevet, forslået og alvorligt rystet, men Arnold var hurtigt på pletten - først og fremmest for at finde ud af, om han havde brækket noget. Han lod derfor sine hænder glide hen over drengens krop og lemmer. Der var heldigvis ikke brækket noget, så Arnold lænede sig tilbage og lo højt.

 

De andre kom til og stillede sig rundt om dem men kunne ikke forstå, hvad Arnold lo ad. Hér var der en lille dreng, som var kommet til skade, og alt, hvad Arnold åbenbart gjorde, - var at grine ad ham. Den lille dreng havde en stor bule i hovedet, og det må have gjort meget ondt inde i det.

 

Da Arnold grinede, græd den lille dreng endnu højere, men da Arnold endelig kunne fåordene frem, sagde han: “Du ved godt, Peter, at jeg er ked af, at jeg lo lige før, men dumindede mig så meget om dengang, jeg kendte en fyr, der spænede ned ad fortovet i den gade, hvor jeg boede. Hans ene fod gled i en bananskrald, og ”Ups!” Så gled han hurtigere og hurtigere ned ad fortovet, med arme og ben hvirvlende rundt som en vejrmølle, der var løbet løbsk. Det var det sjoveste, jeg nogensinde har set, og du skulle have hørt ham skrige, da han så en lygtepæl komme imod sig. Han kunne ikke stoppe, så han ramlede ind i den og lå så lige på ryggen. Han havde også en førsteklasses bule i hovedet så stor som et æg, akkurat som du har - og malingen på lygtepælen var skallet af, dér hvor han havde ramt den. Da jeg gik hen til ham, var han helt groggy og kunne ikke forstå, hvorfor jeg lo, så tårerne trillede, men han havde jo heller ikke set, hvad jeg så. Akkurat som du, skreg han højere og højere, og da jeg spurgte ham med alvorligt ansigt, hvor det gjorde ondt, blev han vred. Han svarede: “Jeg kunne ikke få bananskralden af min fod, derfor ramte jeg telefonpælen så hårdt!”

 

Men hvad sjovt er der i det? På det tidspunkt var alle børnene stimlet sammen rundt om dem, og de lo højt af det billede, Arnold malede for dem, og selv Peter var holdt op med at græde for at lytte til hans beretning, og han glemte helt, at han havde ondt og lo sammen med de andre.

 

Gang på gang skete den slags ting, så når som helst en dreng eller pige slog sig eller følte sig dårlig, var det til Arnold de kom for at få trøst eller råd. Hans sjove historier og hans glade ansigt i enhver situation var ofte den bedst mulige medicin mod smerterne. Man kom til at føle sig bedre tilpas.

 

På den måde var det, at Arnold havde noget helt specielt at give fra sig - og kunne gøre det på den rigtige måde. Han havde både de voksnes og børnenes tillid, og de mente, at han var så god som dagen var lang. Han havde sin egen måde at hjælpe de små på, nemlig med sin uendelige strøm af historier og sin latter. De stolede altid på, at han kunne hjælpe dem med sit gode humør, som altså også var helt usædvanligt.

 

En dag var der en ældre dreng, der spurgte Arnold, om de historier, han fortalte, var virkelige oplevelser, eller om de blev digtet til lejligheden. Arnold lo bare, kneb det ene blå øje lidt i og løb - uden at svare.

 

(Jeg er ikke sikker på, Arnold selv havde oplevet det alt sammen, er du det? Men gør det noget? En god historie, der får andre til at grine midt i alt det triste, er en stor hjælp.)

 

Den grå fugl

 

Larry, var en stor mørkegrå fugl, og den var en pestilens for alle dyrene i Bushen. Larry kunne overhovedet ikke holde sin store mund lukket og skvaldrede altid op med sin hæse stemme, som kunne høres i miles omkreds.

 

Den venlige buk, den flegmatiske giraf, den nervøse agerhøne, det larmende næsehorn og Guinea-fuglen - alle havde grund til at være vrede på Larry. Grunden? - jo, ser du, i denne del af verden var der mange jægere, for det var et Paradis for dem med disse store grå fugle, der afslørede, hvor vildtet var - og den larm, som Larrys stemme lavede, gav dem mulighed for at liste sig tæt ind på dyrene - dét kostede mange dyr livet.

 

Så en morgen, da et lille rådyr fredeligt gik og græssede, kom Larry flyvende og slog sig ned i et træ nær ved og begyndte at skvaldre som sædvanlig. Det lille rådyr rejste hovedet - vejrede - og bad Larry om at være stille, da det måske ellers ville komme i vanskeligheder.

 

Larry blev bare ved, og dét var grunden til, at rådyret ikke hørte jægerne nærme sig - og da skuddet lød, faldt rådyret om. Chok’et af kuglen væltede rådyret, men det var dens horn, som var blevet ramt, og snart var det oppe på benene igen og var væk som et lyn - til stor ærgrelse for jægerne. Den skvaldrende Larry fløj igen - men kun for at slå sig ned i et andet træ og fortælle alverden - indbefattet den sovende konge, Løven - nøjagtigt, hvad der var sket med rådyret. Hvor var den dog larmende! Den lavede sådan et spektakel, at Løven - som jo var blevet vækket brølede sin befaling ud for alle i Bushen om at komme hen til ham og høre historien om rådyret.

 

Én efter én fortalte dyrene deres egne historier om den plage, Larry var, og hvordan hans uafbrudte skvalder kunne være farlig. Løven lyttede til disse historier, og så talte han strengt til Larry: “Du er en skændsel for alle i Bushen. Du har været årsag til, at mange er døde, på grund af det spektakel, du laver, så jeg bliver nødt til at straffe dig alvorligt! Hvis jeg - fra nu af - hører ét eneste ord fra dig, eller bare én klage mere over dig, så har Høgen hér min tilladelse til at give dig en lektion, du aldrig vil glemme. Har du forstået? Fra nu af skal du holde din mund lukket, når jægerne kommer forbi! Jeg udpeger dig hermed som vagt for alle dyrene - i hele vores område - og når du ser en fare nærme sig, så skal du bruge mund - og kun i den situation, og du skal skrige: “Gå-væk! Gå-væk” - Nå stik så af, og lad mig aldrig mere høre klager over dig!

 

Larry hang med hovedet af skam, men han var så forfærdelig bange for Høgen, at han holdt sig nøjagtigt til reglerne, Løven havde givet ham. - Og selv i dag kan du høre ham råbe: “Gå-væk!” Og skriget kommer tit så uventet, at det næsten forskrækker den listende jæger. Dét skrig advarer nu dyrene - og hjælper altså ikke mere jægerne.

 

For den gode hjælp skænkede Løven - efter et stykke tid - Larry en hjelmbusk af grå fjer og satte den på toppen af hans hoved, så alle, der så ham, vidste, at han var udpeget til at være vagt for dyrene.

 

 

En rigtig godnathistorie

 

Poul lå i sin seng og græd bitterligt, for den lille 4-årige dreng havde netop fået en ordentlig endefuld af sin far, så han følte sig øm og ulykkelig. Han syntes, det var forkert af hans far at slå ham. - Men hvordan vidste hans far, at han var stået ud af sengen, selv om han havde fået at vide, at han skulle lægge sig til at sove?

 

Poul havde sagt godnat og var blevet puttet godt og varmt som sædvanlig af sin mor og havde fået at vide, at han nu skulle lægge sig til at sove - og ikke måtte stå op af sengen - hvis der da ikke var noget i vejen med ham. Han havde så lukket øjnene og ventet.

 

Da han regnede med, at hans forældre nu sov fast, krøb den listige knægt forsigtigt ud af sengen og lukkede dørene op til sit legeskab. Han ledte efter sin gummibold, som han elskede at lege med..

 

Medens hans ivrige hænder søgte i skabet, hørte han ikke de biler, tog og kraner, der faldt ud, da hans fingre endelig mærkede bolden - helt nede i bunden. Poul hev i bolden, som også kom fri, men der var altså noget af det andet legetøj, der var faldet på gulvet.

 

Som jeg sagde, hørte den lille fyr ikke selv støjen, men det gjorde hans far og var så kommet ind og havde blandet sig. Han fandt Poul siddende på gulvet, medens han spillede med sin bold.

 

Så fulgte der altså en endefuld, og derfor lå han nu - fuld af selvmedlidenhed, og øm bagi - og græd sig i søvn.

 

Så hørte Poul pludselig et “bank” på ruden, han holdt vejret for at lytte, jo, dér var det igen, så han satte sig op i sengen og kiggede hen mod vinduet. Og dér - udenfor - stod den morsommeste lille mand, du kan forestille dig. Han havde en grøn, broderet hue på, en skinnende lysegul skjorte, den flotteste røde jakke og kulsorte bukser. Han havde også et hvidt bånd om livet, og han lo og lo.

 

Han gav tegn til Poul om at lukke vinduet op. Drengen sprang ivrigt ud af sengen, løb hen til vinduet og åbnede det, og den morsomme lille mand hoppede ind i værelset. Han sagde til Poul - selv om det kneb for latter: “Nå, min dreng, du synes ikke, du har fortjent en endefuld, vel? Jeg holder med dig, du skulle ikke være blevet sendt i seng så tidligt på aftenen - du, som er en stor stærk fyr! Det var forkert af dine forældre - kom hellere med mig, så skal vi to have det sjovt sammen!”

 

Poul tænkte, at det næsten var for godt til at være sandt, så han skyndte sig at få tøj på, og fulgte så efter den sjove lille mand ud af vinduet. Manden trak en tryllestav frem, bevægede den hen over Pouls hoved, - og pludselig følte Poul, at han blev mindre og mindre, indtil han ikke var større end den lille mand, som selv ikke var større end en tinsoldat. Begge to hoppede op på ryggen af en due, som sad på gesimsen, den lille mand forrest, og Poul bagved.

 

Han blev bedt om at holde godt fast, og så fløj duen opad og opad - og så væk. De fløj og fløj, og den lille mand lo og lo, og Poul syntes, han var det dejligste, han nogensinde havde mødt. Han var så god og venlig, så Poul var allerede helt vild med ham.

 

Pludselig pegede den lille mand nedad, og langt under dem så Poul et mægtig stort hus. Det lå meget smukt - midt på en åben plads i en stor park. Under hele flyveturen havde Poul haft lukkede øjne og kun tænkt på at holde sig fast, og derfor havde han slet ingen idé om, hvor de var. Nå, det var også lige meget, for duen dalede nu - og satte dem af lige foran hoveddøren.De hoppede begge ned, og så hørte Poul lyden af latter, glædesskrig og løbende fødder. Han blev bedt om at gå indenfor, og dér var en flok piger og drenge på hans egen alder, og de havde det sjovt. De løb, sjippede, lo, sprang, hvinede - og lavede en forfærdelig støj. Poul sprang ind mellem dem og kom hurtigt med i legen og nu råbte og skreg han, lige som de andre.

 

Det var pragtfuldt! og på et mægtig stort bord i midten var der alt, hvad man kunne tænke sig at spise af slik og alle mulige dejlige ting. Der var også masser at drikke, iscreme og meget, meget andet.

 

Poul nød hvert eneste minut, og han spiste - hvad han orkede - og drak en masse. Gennem al støjen hørte man hele tiden den gladeste latter. Den lille sjove mand sad på en høj stol og så på børnene, mens de morede sig - og han vinkede muntert til dem, når de løb forbi hans stol

 

Lysene strålede, og Poul standsede et øjeblik for at få vejret - men straks var den lille mand ved siden af ham og sagde: “Nej, Poul, ikke noget med at hvile sig. Du kan få al den hvile hjemme, du har lyst til - men hér skal du more dig. Tag noget af legetøjet - gummibolden f.eks. - og spil, spil, spil! - Bare kom i gang!” Og den sjove lille mand lo og lo, og lysene strålede endnu klarere.

 

Poul hørte lidt gråd - nu og da - under den hysteriske latter fra de legende børn, men han tog ingen notits af det, for lysene strålede jo, og den sjove lille mand var oppe og nede af sin stol som en yoyo for at holde de glade børn i gang - hver gang, de lige ville hvile sig lidt.

 

Tiden gik, og morskaben var ikke længere helt så støjende. Poul lagde mærke til, at der var mere gråd end latter nu. Han ville også selv gerne sidde ned lidt, eller lægge sig - bare et øjeblik - for lysene skinnede så skarpt. Han var træt og ønskede at være lidt i fred. Men den lille mand bare lo og tillod ikke nogen af børnene et eneste hvil, men pressede dem til at lege og skrige. Nu sank Poul sammen på gulvet, fuldstændig udmattet, men den lille mand var der med det samme og trak ham op på benene igen. “Nej, Poul, du må blive på benene, for det er stadig tidligt på aftenen, og du ved jo, at det ikke er rigtigt, at store drenge som du, skal sendes i seng, når de lige har det så sjovt. Af sted med dig, og prøv ikke mere at hvile dig!”

 

Poul løb igen ind mellem børnene, men han havde ikke lyst til at le, og den sjove lille mands latter begyndte at genere ham, så han ønskede, han ville holde op og så slukke alle de strålende lys, så de kunne få lov til at sove. Nu var der ingen latter at høre - kun fra den lille mand, selvfølgelig, og lysene brændte stadigvæk stærkt. Børnene stod og græd og græd.

 

Den sjove lille mand hoppede ned fra sin stol og begyndte at presse børnene til at lege videre, men så hylede og skreg de - som om de var helt slidt op - og de bad så inderligt, om de måtte være alene, så de kunne sove - bare lidt. Men nej! Den lille mand udbrød: “Ingen af jer vil sove, når I bliver sendt i seng der hjemme, og nu har jeg bragt jer hertil, for at I kan have det sjovt - så I kan ikke hvile jer hér! I gang igen med jer! Spis - til jeres maver er fulde - drik alt, hvad I ønsker - men bliv ved med at lege!” Lysene brændte mere ubarmhjertigt end nogensiden, og den skrækkelige lille mand bare lo og lo, medens Poul græd, ligesom de andre gjorde - og tiggede og bad om at få lov til at sove.

 

Børnene stod nu og jamrede af træthed og havde meget ondt af sig selv - men så gik lysene pludselig ud, og den sjove lille mand forsvandt med sin rædselsfulde latter - og hver eneste af børnene blev klar over, at de nu lå i en dejlig blød seng og faldt alle i en dyb, dyb søvn.

 

Pludselig følte Poul, at nogen ruskede ham i skulderen, og han skreg.“Poul, hvad i alverden er der i vejen? Det er morgen, og du skal op nu. Jeg lod dig sove lidt længere, fordi du så så træt ud. Kom nu op og vær en god dreng!”

 

Poul var lysvågen og kunne næsten ikke forstå, at han lå i sin egen seng - i sit eget værelse, og han spurgte sin mor, hvor den væmmelige lille mand var. Da hans mor fortalte ham, at der ikke var andre end de to, slappede han af, snøftede lidt, og så fortalte han sin mor alt om sit eventyr om natten. Hans mor smilede kærligt til ham og holdt ham tæt ind til sig og sagde, at det måtte have været en rigtig væmmelig drøm.

 

Om aftenen, da hans far sagde til ham, at han skulle gå i seng og ikke lege mere, lagde han sine små arme rundt om farens nakke og hviskede: “ Farmand,jeg vil aldrig mere stå ud af sengen igen, for at lege med mit legetøj - for så vil den sjove lille mand bare komme og tage mig med igen. Han fortalte os, at han samlede alle de små børn, som stod ud af sengen, selv om deres forældre havde bedt dem om at lægge sig til at sove. Han tager dem alle med til sit hus, og jeg vil ikke mere derhen, for han er en væmmelig lille mand, og jeg kan ikke lide ham mere. Han vil slet ikke lade os få lov til at sove, når vi er trætte - ikke engang at sidde ned. God nat, far!”

 

Så pilede lille Poul af sted i seng, og hans mor fortalte faren alt om hans drøm. De lo hjerteligt og syntes, at Poul havde lært en masse af den.


 

 

Lille Sammy

 

Ganske kort tid efter, at Jorden var blevet til, opstod insekterne. De var meget smukke og strålede med deres florlette vinger, som bar dem hurtigt hér og dér. Disse bevægelser af strålende farver blev ledsaget af glade syngende og kvidrende lyde - en musik, som kun naturen kan frembringe. De var - sammen med de farvestrålende blomster - med til at gøre verden lys og god - og dejlig at leve i.

 

På et mørkt og fugtigt sted under en rådden gren, som var faldet ned fra et træ, kom noget gråt, slimet og vrikkende noget - der med meget besvær masede sig ud i sollyset, hvor det så måtte lukke øjnene for det stærke lys. - Sikken dog en forskel mellem denne lille larve og de muntre, farvestrålende, flyvende insekter, hvis farver dannede levende flammer, når de fløj op og ned - tværs over det åbne terræn.

 

Sammy, var den slimede larves navn, og lille Sammy ville så gerne være med i den leg, de andre legede, men efter et øjebliks stilhed kom der et brøl af latter fra alle de smukke insekter. Hvor de dog så ned på Sammy, fordi han ingen farve havde, og fordi han var slimet og grim og forfærdelig langsom i sine bevægelser. Insekterne begyndte at drille ham så meget, at han kravlede tilbage under den fugtige, rådne gren, som var hans hjem. Dér græd han stille over sig selv, da han fandt ud af, at ingen ville have noget med ham at gøre. Han prøvede flere gange at blive venner med disse vidunderligt smukke syngende væsener, men de ville ikke have noget med ham at gøre, - og så måtte denne lille larve bare sidde og se på de andre i deres leg og sørge dybt over, at han ikke var som de.

 

Der gik meget lang tid --- og så kom fuglene! Fuglene var også meget strålende og farverige og hurtige på vingerne, men de var også nogle grådige nogen. De syntes at leve, bare for at spise, og kan du gætte, hvad deres livret var? Ja, selvfølgelig flyvende insekter, de muntre fårekyllinger og de hoppende græshopper! Fuglene kendte ikke til barmhjertighed, og selv om insekterne græd af medlidenhed med sig selv, blev de fanget, hvor de end gemte sig.

 

Sammy vrikkede af sted, meget, meget bange, for han kunne ikke mere høre insekterne, der havde glædet ham sådan ved at synge - og fylde luften med deres glade lyde.

 

Nej, nu skjulte insekterne sig for fuglene, for hver gang de bevægede deres strålende farver - som de jo var meget stolte af, men som de nu gladelig ville give væk - blev de set af disse grådige fugle. Det var umuligt at gemme sig for deres skarpe øjne.

 

Den lille farveløse Sammy gjorde nu en forfærdelig fejltagelse, for den krøb forsigtigt ud for at finde ud af, hvad der dog var sket med alle insekterne, og hans langsomme og klodsede bevægelser blev set af en vagtsom fugl, som rettede et lynangreb på den ulykkelige Sammy. Han blev hapset af et stærkt næb, holdt forsigtigt og båret væk - op på en gren i et højt træ. Den triumferende fugl tog Sammy ud af sit næb med kløerne på den ene fod, og så på ham. Af bare skræk afsondrede Sammy en masse slim - han græd, men der kom ikke en lyd frem, og han vrikkede kun svagt.

 

Fuglen næsten spyttede - (kan du forestille dig en fugl spytte?) - og den så ned på Sammy med væmmelse, og så lod den ham falde ned på jorden. Og så fortalte den alle de andre fugle, at hér var en larve, som var dårlig for deres maver.

 

Og sådan gik det til, at lille Sammy, som var farveløs, helt uden stemme, havde dårlige øjne, var slimet og ufarlig - blev den eneste, som fuglene lod være i fred. Alle de strålende unge insekter, der var så smukke og forfængelige og så højrøstede i deres latterliggørelse af Sammy, de var nu skræmt til døde og måtte konstant være på vagt overfor deres fjender: fuglene. Senere kom der andre frygtelige dyr, som var glade for at spise insekter.

 

Selv i dag nyder Sammy sin frihed for fuglene, og sådan betaler det sig sommetider at være rolig, godmodig, farveløs og alene - gør det ikke?

 

 

 

 

 

Træet, der hviskede

 

Det er ikke så længe siden, at en dreng, der hed Stefan, en dag sad under et meget gammelt træ. Stefan boede i en lille landsby i udkanten af en skov på den ene side og med udsigt over græsmarker på den anden. Klods op ad landsbyen løb en bæk med vand fra bjergene. Den var klar og glimtende, og vandet var både godt at drikke og at svømme i.

 

Det var en by, hvor indbyggerne var glade og tilfredse, og drengene legede godt sammen og morede sig med mange forskellige ting.

 

Stefan havde to rigtig gode venner, og man så næsten altid de tre drenge gå sammen, enten det var nær ved byen eller langt ude på markerne. De var stadig børn, og de havde meget at lære.

 

Stefan sad en dag stille - og helt alene - under et gammelt træ og lyttede til insekternes summen, og ind imellem var der en fugl, der kaldte. Han nød solens varme, og den virkede søvndyssende på ham.Han var næsten faldet helt i søvn, da han pludselig hørte en hvisken”.”Stefan, Stefan, hør efter, hvad jeg nu siger!” Stefan rettede sig op med et sæt og kiggede sig omkring. Der var ingen at se, og dog havde han hørt nogen, der hviskede til ham - det var han helt sikker på - Og så kom det igen: ”Hør nu efter, Stefan. Det er træet, du sidder under, der hvisker til dig - hør nu rigtig godt efter!”

 

Den forvirrede dreng stirrede med åben mund op i de gamle grene, for han kunne ikke tro sine egne ører. Det fortsatte: “Stefan, du skal skære en passende gren af mig og lave en bue af den. Skær også tre andre grene af, som kan bruges til pile. Du må endelig gøre det, for du får brug for min hjælp en dag. Tag din bue og pile med dig alle steder, hvor du går, og læg dem aldrig fra dig.Forstår du det?Når du føler dig meget, meget bange, skal du bare skyde en af pilene op i luften og råbe, så højt du kan “ HJÆLP!” Hvis du gør det, vil alt gå godt, det lover jeg dig. Jeg fortæller dig dette, fordi du altid har været god mod træerne og blomsterne og alt det andet, der findes i naturen. Farvel så længe!”

 

Den hviskende stemme forsvandt, og den chokerede dreng sad bare dér i varmen og spurgte sig selv, om han var blevet tosset.. Men der var ingen misforståelse mulig af ordren fra det gamle træ, så Stefan så sig om efter en passende gren, som kunne formes som en bue, og efter tre meget lige grene, der kunne bruges som pile.

 

Du skulle have set, hvad Stefan fik lavet! Der var nemlig ingen egnede grene på træet - men han gjorde det, så godt han kunne. Da han satte strengen fast på buen og så på den, kunne han ikke lade være med at le, så kroget var den. Pilene var også langt fra helt lige, men Stefan vidste, at han havde hørt træet hviske - og var fast besluttet på at gøre, hvad træet havde forlangt.

 

Så gik der lang tid, og Stefan bar sin bue og 3 pile med sig overalt, selv om hans kammerater drillede ham med det.

 

Så en dag var de 3 kammerater kommet langt ind i skoven, længere end de havde været før. De havde hele dagen foran sig, og de havde taget madpakker med til en rigtig lang tur. De havde det pragtfuldt sammen. Da de var på vej hjem, kom de ind under et stort træ med masser af blade, og pludselig hørte de en forfærdelig lyd. De kiggede nervøst op i træets krone, og dér fik de øje på en leopard, som stirrede nedpå dem - med læberne trukket op over de dødsensfarlige tænder. De vidste godt, at leoparden er et meget grusomt og farligt dyr, og nu så de, hvordan - den ganske langsomt - trak bagkroppen op under sig - parat til at springe. De rædselsslagne drenge kunne ikke røre sig, men de vidste også, at det ikke hjalp at løbe. Hvad skulle de dog gøre? Der var ingen tvivl om, at leoparden ville springe ned på dem og rive dem i stykker.

 

Pludselig huskede Stefan sin bue. Meget, meget forsigtigt - så leoparden ikke kunne se, hvad han gjorde, flyttede han buen fra sin skulder og trak en pil frem fra tasken, han bar på ryggen. Bevægelsen fik leoparden til at krumme sig endnu mere sammen og til at snerre højere end før, og drengene rystede af skræk - Ganske, ganske langsomt løftede Stefan buen, indtil den pegede opad - og lige netop, da leoparden skulle til at springe - sendte han pilen af sted. Den kluntede pil sprang fra buen, og i samme øjeblik skreg Stefan, så højt han kunne: HJÆLP! Han vendte sig og løb, alt hvad han kunne, og det gjorde de to kammerater også.

 

Leoparden tøvede, da den hørte råbet, og lige i dét øjeblik faldt noget endnu større, og langt mere forfærdeligt, ned over den forvirrede leopard, snoede sig rundt og rundt omkring den - og begge faldt ned på skovbunden i en kamp på liv og død.Drengene stirrede på dem med vidtåbne øjne, og de var rystede over at se, hvordan en mægtig pytonslange prøvede at kvæle leoparden, og hvordan leoparden desperat forsøgte at undslippe.

 

Så ventede de tre kammerater ikke længere - men styrtede af sted til landsbyen for at redde livet. Da de igen havde fået vejret og var faldet lidt til ro, diskuterede de den forfærdelige oplevelse.

 

Stefans forældre var nu enige med ham i, at historien om det gamle træ var rigtig nok, og at buen og pilene var gode at have med, hvis der skulle opstå fare. Der var ikke nogen, der længere lo ad Stefan, fordi han altid gik rundt med sin bue og pile.

 

Så gik der igen nogen tid, ugerne blev til måneder, og en smuk og meget varm dag besluttede de tre kammerater, at de ville ud at fiske. Længere nede ad bækken, som løb forbi landsbyen, blev den opslugt af den store flod, og det var dér - i den store flod - at drengene ville fiske. Det havde været varmt og tørt i flere måneder, så der var kun lidt vand i floden, og der var store klipper hér og dér i bunden, men rundt omkring disse klipper var der lommer med meget dybt vand, og dér var de sikre på, at der var fisk.Drengene satte sig roligt på en af klipperne midt i flodbunden, og de begyndte at fiske.

De sludrede om, hvad de havde oplevet sammen før, og Stefan lagde buen og de to pile ved siden af sig. Solen skinnede endnu stærkere, selv om den var på vej ned, og drengene blev søvnige, medens de ventede på, at fiskene skulle bide på.

 

Langt borte, længere oppe ad strømmen, begyndte store sorte skyer at dukke op, og hvis drengene havde været rigtig vågne, ville de have lagt mærke til skarpe lynglimtinde mellem disse skyer. De sad og halvsov, men da en mørk sky dækkede solen, opdagede de, hvor stille naturen var blevet omkring dem. De trak deres liner ind, kiggede sig omkring, men syntes ikke, der var tegn på fare.

 

Den ene kammerat sagde, at de burde belave sig på at gå hjem, for det så ud til regn, og de andre var enige med ham. Pludselig - da de var i færd med at kravle ned fraklippen, blev de forfærdede over at se en tårnhøj mur af vand komme til syne ved den sidste slyngning på floden, og den kom nærmere med ufattelig fart.

 

De kunne ikke gøre andet end at skrige af deres lungers fulde kraft, for de vidste, at det ville være håbløst at prøve at nå flodbredden, inden den mur af vand ville ramme dem. De råbte og skreg helt afsindigt, og da vandet ramte den klippe, de sad på, blev de endnu mere panikslagne. Alt, hvad de kunne gøre, var at se på, hvordan vandet krøb højere og højere op ad klippen, og se, hvordan hele flodsengen blev fyldt op med ækelt skummende vand, som ville feje alt væk, som lå på dets vej.

 

Drengene var fuldstændig lammet og de krøb endnu mere sammen. Det kunne ikke vare længe, før det ville skylle hen over klippen, de sad på - og så ville de virkelig være i overhængende fare.

 

Der var kun meget kort tid tilbage, da den ene af kammeraterne skreg - idet han prøvede at overdøve støjen fra floden: “Stefan, hvad med din bue og pile?” Stefan vendte sig om, greb sin bue og en pil, fik den lagt på buen, og idet han rejste buen op, skød han pilen op i luften, samtidig med, at han skreg - så højt han kunne: HJÆLP!

 

Drengene ventede, og pludselig - ud fra en af flodens slyngninger så de det mest vidunderlige syn, nemlig en motorbåd med to mænd, som hurtigt kom hen imod dem. Grædende af lettelse kravlede drengene op i båden og blev sikkert bragt i land ved den bådklub, som tilhørte en del af indbyggerne i landsbyen.I kan tro, at drengene lo og skreg af glæde, da de kom op på tørt land igen, og de spurgte de to mænd, hvordan de kunne vide, at de var i fare.

 

“Åh, I råbte så højt, så vi alle kunne høre jer! - Nej, helt alvorligt, så var det en dreng på flodbredden, som så, hvad der skete, og som styrtede op til landsbyen for at fortælle os om den rasende flod, og hvordan I var fanget. Resten kender I. Vi kom i bil til bådklubben, trak båden ud og sejlede ud for at redde jer så hurtigt som muligt, det var det hele.”

 

Det lød alt sammen så simpelt, og dog havde de tre drenge større tro på buens og pilens kraft, end de havde før, og de bad Stefan om altid at have den hos sig. Selvfølgelig takkede drengene også det gamle træ - men de fik ikke noget svar.

 

Så gik der nogle år, og Stefan bar ikke længere sin bue og den sidste pil, men de hang på væggen i hans værelse. Forældrene havde forladt landsbyen for at tjene flere penge. Og Stefan tog af sted på skole for at fuldføre sin uddannelse.

 

Da han vendte tilbage til landsbyen, opdagede han, at den næsten ikke havde forandret sig, og det var han meget glad for. Det havde været forfærdelig tørt hele vinteren og det meste af sommeren, så træer og buske var tørre og brune. En aften, hvor det var for varmt at gå gt i seng, lå Stefan og slappede af - uden at tænke på noget særligt - da et lysglimt ramte hans øje. Han satte sig op, og da lysglimtet kom igen, gik han hen til vinduet. Hans blod stivnede af skræk, da han så en vold af flammer - ikke ret langt væk - blive skubbet nærmere mod landsbyen af den varme vind.

 

Stefan slog alarm og vækkede folk. De forsynede sig med skovle, og hvad de ellers kunne finde at bruge mod ilden. Det var forfærdelig varmt, og i horisonten kunne man se på skyerne, at der ville komme en storm. I mange timer kæmpede beboerne mod flammerne for at redde deres landsby, men ubarmhjertigt blev de drevet tilbage af den kvælende hede og den voldsomme ild, som så ud til at ville opsluge hele landsbyen.

 

Da det så ud til, at de havde tabt kampen, og alt ville gå op i flammer - huskede Stefan pludselig sin bue og den sidste pil. Han styrtede tilbage til sit hus, tog buen og pilen ned fra væggen, løb ud og skød pilen op i luften, idet han skreg så højt han kunne: “HJÆLP!”

 

Lige i det øjeblik kom der et vældigt lyn - efterfulgt af et øresønderrivende tordenskrald - og så fossede regnen ned. Det begyndte også at blæse - og mellem regnen og stormen blev ilden snart slukket - dog ikke helt, for da Stefan løb op til det gamle træ - for at omfavne det i taknemmelighed - fandt han flammer, som slikkede ved foden af træet og brændte dets stamme. Så hurtigt, han overhovedet kunne, slukkede Stefan flammerne - og sank så udmattet ned ved træet og hvilede sit hoved mod dets stamme - uden at bekymre sig om den styrtende regn, som gjorde ham helt gennemblødt. Han omfavnede det gamle træ, idet han mumlede et dybfølt: ”Tak skal du ha’! Tusinde gange tak!”

 

Den unge mand ventede nok ikke et svar, men vinden hviskede gennem grenene, og Stefan syntes, han kunne høre en stemme sige: “Godt gjort, Stefan! Du adlød mig, så derfor vil jeg fortælle dig, at du aldrig mere vil komme i så alvorlige vanskeligheder, at ud vil have brug for den bue. Jeg har gjort min pligt, og nu må jeg gå. Held og lykke, Stefan, og du skal ikke bekymre dig om mig. Farvel!”

 

Stemmen dødede hen. Da Stefan rejste sig op kom der et meget voldsomt vindstød, som kastede sig over det brandhærgede træ og slog det til pindebrænde. Stefan tørrede sine våde øjne, for dette træ havde frelst hans liv tre gange - og nu hele landsbyen, det var han fuldstændig sikker på.

 

Langsomt gik den unge mand hjem.

 

 

 

 

Ægte kærlighed

 

“Kom, min skat, så er det på tide, vi går vores lille tur i parken!” sagde den gamle mand, da han bød sin hustru sin arm. Hun var også gammel og skrøbelig og havde netop taget sin varmeste frakke på mod den bitre kulde udenfor. Himlen var overskyet, og der var varsel om sne i luften.

 

Parken lå lige på den anden side af vejen - altså ikke længere væk, end disse gamle mennesker kunne komme derhen - uden at bruge for mange kræfter. De gik hen til deres yndlingsbænk under et stort egetræ, satte sig og talte sagte sammen om gamle dage.

 

Hvor var det vidunderligt at se den kærlighed, som de to gamle mennesker åbenlyst havde til hinanden. Den måde, hvorpå de så på hinanden, og de små smil, de tilkastede hinanden - når de kom i tanke om morsomme begivenheder fra før i tiden - viste helt tydeligt, at deres kærlighed var inderlig og alvorlig. Det så bestemt ud til, at de var lykkelige og glade.

 

Pludselig begyndte snefnug at dale ned over dem, og vinden blev isnende kold. “Vi må nok hellere gå hjem, ellers får vi vist brug for snesko!” smilede den gamle mand, og de lo begge inderligt ved den tanke. Så sagde manden pludselig alvorligt: “Jeg er så ked af, at jeg er blevet så glemsom. Kan du tænke dig, jeg har helt glemt at købe brød! Dét går ikke! Vent på mig hér, så skynder jeg mig hen i forretningen og køber det. Det skal ikke vare længe!” Han skyndte sig at gå, og den gamle dame satte sig igen på bænken for at vente på ham. Hun sad og smilede ved tanken om, hvad de havde oplevet sammen i de mange år - men hun var også lidt bekymret for fremtiden.

 

Hun var tilfreds med at vente tålmodigt på sin mand, for hun stolede fuldt og fast på ham. Han havde aldrig svigtet hende. Hun kunne derfor ikke drømme om at gå hjem alene for at vente på ham i deres lille varme lejlighed.

 

Sneen faldt tættere og tættere, og den gamle dame trak frakken endnu tættere omkring sig - uden at hun dog af den grund bekymrede sig om sneen, der nu næsten dækkede hende.

 

I mellemtiden begav den gamle mand sig mod den nærmeste forretning, og han gik forsigtigt udenom de små tilisede pytter på fortovet. Han stillede sig i køen af ventende kunder, og den så ud til at være længere, end den plejede at være, så der gik lang tid, inden det blev hans tur til at blive ekspederet.

 

Han var nu urolig for sin kone, fordi det havde taget så lang tid, så han tog det indpakkede brød og skyndte sig ud af butikken - men glemte alt om de tilisede pytter - så da han trådte ud på fortovet, gled fødderne væk under ham, og han faldt om. - Lige i dét øjeblik kom en bil kørende - bremserne hvinede højt, og der lød et bump.

 

Den gamle dame sad stille - uden at bekymre sig - for hun var sikker på, at hendes mand ville komme og hente hende, som han havde lovet. Sneen faldt stadig tættere ned over hende, og hun følte sig dejlig varm - og begyndte at døse.

 

Pludselig så hun op, og dér stod hendes smilende mand og bød hende sin arm, så de kunne gå hjem, og han sagde: “Jeg er så ked af, at jeg er sent på det, men der skete noget, da jeg faldt på fortovet. Jeg skulle ikke have været så uforsigtig. Men skidt nu med det! Kom, nu er det på tide at gå hjem, så vi kan få varmen og hygge os!”

 

Glad og smilende rejste den gamle dame sig op, og de begav sig ud af parken. De kiggede sig begge tilbage - og så nu, at den uformelige, snedækkede skikkelse stadig sad roligt på bænken, og de undrede sig over Guds veje

 

Deres fred, varme og vidunderlige kærlighed - som også andre kan opnå, der virkelig elsker hinanden dybt og inderligt - eksisterede, selv efter overgangen til “døden”, som det netop var sket - så let og naturligt.

 

 

 

Den herskesyge elefant

 

Der var engang, hvor Elefanten regerede over alle dyrene. På grund af sin styrke og sin størrelse var de andre dyr bange for ham, og han var ubarmhjertigt streng mod dem. Hvis de ikke lystrede hans ordrer, gav han dem en ordentlig omgang prygl, og de dyr, han ikke kunne lide, slog han - enten de havde fortjent det eller ej. Han var ikke selv bange for noget som helst - han opførte sig, som han havde lyst til - for der var ingen andre dyr i skoven, der kunne stoppe ham - både fordi han var den stærkeste af dem alle, men også, fordi han var klog.

 

Så en nat kom der en storm så voldsom, at dyrene i skoven aldrig før havde oplevet magen til. De hurtige og skarpe lyn efterfulgtes omgående af høje tordenskrald, der rystede jorden. Alle dyrene styrtede - skælvende af angst - af sted for at finde ly. Stormen var så voldsom, så selv Elefanten blev en lille smule bange, og den lille hjort krøb sammen under en tæt busk og skreg højt af angst.

 

Pludselig flængede et blændende lyn skyerne, og ned fra én af dem faldt der en ildkugle af strålende hvidt lys. Den landede lige foran den rædselsslagne hjort. Lammet af frygt - og med vidtåbne øjne - så den ildkuglen komme rullende hen imod sig . Ud af ildkuglen trådte det mest uhyggelige dyr frem, som hjorten nogensinde havde set, og den lille hjort krøb endnu mere sammen.

 

Dyret var en drage - et grønt, kæmpestort uhyre, skællet og med en lang hale, og så stod der ild ud af munden på den. Bare ud af én ildkugle kunne sådan et frygteligt uhyre komme ned på jorden. Dragen så sig omkring, og hjorten sneg sig baglæns ud af sit skjul og løb, så hurtigt den kunne, - hen for at fortælle Elefanten om dette mærkelige dyr, som den havde set.

 

Stormen havde lagt sig en smule, og hjorten fandt Elefanten, som igen var blevet den gamle dominerende konge. Hurtigt og nervøst fortalte den lille hjort Elefanten om det mærkelige dyr, men Elefanten gav bare hjorten nogle smertelige rap over ryggen med sin lange snabel. “Prøv ikke at gøre mig til grin! Ellers bliver jeg alvorligt gal på dig. Jeg tror ikke ét ord af dét, du har fortalte mig, men jeg vil følges med dig tilbage, og hvis det ikke er sandt, så skal du få med mig at bestille! En drage! - jeg har aldrig hørt om sådan et ildsprudlende dyr før! Det findes ikke!”

 

Med en irriterende mumlen begav Elefanten sig på vej gennem skoven, idet den undervejs skubbede de træer omkuld - som stod i vejen for den. Til sidst kom de til det sted i skoven, hjorten havde talt om.

 

Elefanten stoppede pludselig - og stirrede. Det var jo sandt! Dér foran ham stod det mærkeligste uhyre - han nogensinde havde set - på fire kraftige ben, og der kom virkelig en slags røg ud af dens næsebor.

 

Dragen smilede til Elefanten og vinkede med sin lange hale - for det var en venlig drage, som gerne ville snakke med nogen. Når Dragen smilede, åbnede den munden på vid gab, så man kunne se dens uhyggelige store tænder, og den røde tunge spillede ind og ud - akkurat som på en slange - og så så den ud, som om den kunne æde alt og alle.

 

Elefanten var meget vred - og han var endnu ikke bange for dette uhyre - så han trompeterede: “Hvor vover du at åbne din mund, uden min tilladelse? Hvem er du, og hvor kommer du fra? Jeg er konge hér, så du har bare at gøre, som jeg siger, hvis du vil leve i min skov!” Dragen blev noget forvirret over på Elefanten, og sagde ikke ét ord.Dét gjorde Elefanten endnu mere vred, så han styrtede lige ind i den og gav den et mægtigt slag med sin snabel, så den væltede.

 

Du store Kineser! Op sprang Dragen, som nu selv var rasende over den behandling, den havde fået. Ild og damp skød ud af dens næsebor og sved de sparsomme hår af Elefantens hud. For første gang blev Elefanten virkelig bange, og han vendte sig om og løb væk i panik. Dragen forfulgte ham - osende af raseri. Elefanten kiggede sig tilbage og så Dragen komme i fuld fart, med ilden flammende ud af begge næsebor, så den fik træerne til at falde omkuld, selv om de var gennemvåde af regn. Det var skrækkeligt! og Elefanten ventede ikke ét minut længere men styrtede afsindigt ind mellem træerne, så hurtigt han kunne.

 

De andre dyr så til fra deres skjul - på god afstand af den ildspyende Drage - som dog kun havde øje for Elefanten, som havde vovet at genere den og slå den omkuld.

 

Elefanten kom helt ud til kysten og så, at der et stykke ude i vandet var en ø, som faktisk kun var et kæmpestort bjerg, der rejste sig stejlt op af vandet - så højt var det, at toppen nåede helt op i skyerne. Uden overhovedet at sætte farten ned et øjeblik, styrtede han ud i vandet og begyndte at svømme over mod øen, hvor han regnede med at kunne være i fred for Dragens raseri. Da han havde svømmet halvvejs til øen, så han sig tilbage, og hans hjerte stod helt stille, da han så Dragen komme ud af skoven og kaste sig ud i vandet for at fortsætte jagten på ham.

 

Elefanten udstødte en høj skingrende lyd og svømmede alt, hvad han orkede, og nåede endelig øen. Han kravlede op på stranden og styrtede straks ind mellem træerne.Han iagttog et øjeblik Dragen, som roligt og langsomt svømmede over mod øen. Så vendte han sig om, og med højthævet snabel begav han sig hen til bjerget og begyndte at klatre opad. Han klatrede og klatrede, idet han satte sine fødder på store sten, så der ikke blev noget spor efter ham, som Dragen ville kunne følge - og han nåede op til en hule.

 

Hér krøb han ind for at hvile sig, og var meget stille. Hans hjerte bankede hurtigt, og han fik nu at mærke, hvordan det var at være lige så bange, som de andre dyr var, når han pryglede og generede dem. Han håbede sådan, at Dragen ikke ville finde ham, og han lovede sig selv, at hvis han nogensinde kom tilbage til skoven, ville han aldrig mere slå og tyrannisere de andre dyr - i stedet ville han hjælpe og beskytte dem, når som helst han kunne.

 

Solen sank ned i vest og gik helt ned bag horisonten, og mørket krøb stille og roligt ned over øen. Dragen kom op fra vandet, så sig omkring og fandt Elefantens fodspor og fulgte dem. Den var fast besluttet på at finde Elefanten og give ham en ordentlig omgang. Da Dragen kom hen til foden af bjerget, kunne den ikke mere se Elefantens fodspor, og den vidste ikke rigtigt, hvad den skulle gøre. Den kravlede lidt op ad bjergets side for at prøve at finde ham, men det kunne den ikke, og så tænkte den, at det nok var bedst at kravle helt op på toppen af bjerget og vente på, at Elefanten kom frem af sig selv, så den kunne få fat på ham. Derfor kravlede Dragen helt op på toppen og fandt dér en lav hytte, hvorfra den kunne stikke hovedet ud over kanten af bjerget, således at den kunne se ned til alle sider. Den ventede og ventede - og til sidst så også den solen synke ned bag horisonten, og himlen blive mørkere og mørkere.

 

Dragen lagde sig til rette for natten. Elefanten - derimod - tænkte, at nu, hvor det var så mørkt, var det nok det bedste tidspunkt at flygte på, så han krøb ned ad bjergsiden, langsomt og roligt, så han ikke lavede den mindste smule støj. Han havde ingen anelse om, hvor Dragen var, så han bad til, at han ikke ville komme til at træde på den.

 

Han kom så ned til kysten, gik forsigtigt ud i vandet og svømmede hele vejen tilbage til sin elskede skov, hvor han luntede ind mellem træerne for at vente på, at solen skulle stå op. Da den gjorde det, ledte Elefanten på hele stranden efter fodspor, der kunne afsløre, om Dragen også skulle være kommet tilbage. Der var ingen spor, og han åndede lettet op og kiggede så over mod øen. “Hvad ved jeg egentlig om Dragen?” spurgte han sig selv. “Hvor dum, mon den er? Tror den virkelig, den bare kan gemme sig væk?” tænkte han og så nu, at der kom en stribe røg fra toppen af bjerget, som viste alle, der så det, at Dragen havde gemt sig dér.

 

Selv i dag må man, når man ser røg komme op fra toppen af et bjerg, være forsigtig, for ikke at vække den sovende Drage, for vågner den først, vil den komme ned og ødelægge alt med ild og svovl.

 

Men hvad med Elefanten? Han havde lært sin lektie! Han havde nu selv oplevet, hvordan det var at være frygtelig bange, og han holdt sit løfte om aldrig mere at tyrannisere de andre dyr i sin skov.


Af dato: 06/07/2009 @ 01:34
Sidst opdateret : 04/09/2009 @ 06:48
Kategori : Artikler


Udskriv preview Udskriv preview     Print siden Print siden





   up  Top  up